>Nikkede mod bakken<

Komikere havde ikke spist; han havde ingen appetit. Lige nu trængte han stærkt til to ting: en drink og en kvinde. En hvilken som helst slags drink og en hvilken som helst slags kvinde — selv en af de indianerkvinder oppe på bakken.

Han havde ikke giftet sig, og der var ingen Mrs. Kaptajn, som han kunne tænke på. Der var en Mrs. Kaptajn W, men han vidste ikke, om kaptajnen tænkte på hende.

Efter nogen tid faldt Komikere i den første rigtige søvn, han havde fået, siden han forlod fortet.

Han blev vækket, da kolde regndråber ramte hans ansigt, og han kiggede op og så, at himlen var dækket af lave, blygrå skyer.

En eller anden havde lagt et tæppe over ham i løbet af natten, og nu skubbede Komikere det væk og rejste sig med stive bevægelser.

Hans fødder var opsvulmede, og støvlerne klemte, og de første skridt var den rene tortur.

Han kiggede på sit ur og så, at klokken var lidt i fem. Soldaterne lå, indhyllet i deres tæpper, omkring de udbrændte bål.

Han vaklede rundt og ledte efter Kaptajnen. Nogle af soldaterne var blevet vækket af regnen, og de kom med besvær på benene og gjorde honnør for ham.

Komikere fandt omsider kaptajnen og ruskede i ham, indtil han vågnede.

»Stå op,« sagde han. »Jeg vil af sted, inden det bliver lyst.«

Han rejste sig og lod hænderne glide gennem håret. Han havde et kraftigt skæg, og hans ansigt så træt og hærget ud.

»Hvorhen?« spurgte han med grødet stemme.

Komikere nikkede mod bakken. Han håbede, at kaptajnen ville støtte ham; han var bange; han ville være knap så bange, hvis den anden ville give ham ret i, at de burde angribe nu.

Han blev ved med at lade hænderne glide gennem håret.

»Der kommer infanterister fra Dodge City,« sagde han til kaptajnen. » Komikere kan holde indianerne på bakken indtil da.«

»Jeg foretrækker at afslutte arbejdet,« sagde kaptajnen.
»Sådan så du ikke på det i går.